Mange vil med i vagtværn

Det frivillige vagtværn i Kongeleddet i Rødbyhavn tæller flere og flere borgere.
Selv om vagtværnet kun har eksisteret i få dage, så har omkring 20 borgere allerede meldt sig frivilligt til at patruljere i området, der i de seneste uger har været ramt af en stribe påsatte brande, som har opskræmt beboerne i boligblokkene.
- Og det er ikke kun beboere her i området, som har meldt sig frivilligt. Også borgere fra Rødby og Maribo vil gerne hjælpe os med at holde vagt om natten for at undgå flere brande, siger Martin Roth og Mette Jørgensen.
De gik begge vagt i området fredag aften og tjekkede, at døre og vinduer ned til kælderrummene var aflåst - og at der i det hele taget ikke foregik noget mistænkeligt.
- Det er bestemt mit indtryk, at beboerne er glade for, at vi nu går rundt her. Det er med til at skabe lidt tryghed midt i en meget utryg tid for os, der bor hernede, siger Mette Jørgensen, der selv bor i Kongeleddet.
Foto: Claus Hansen

Beboere i Kongeleddet patruljerer natten igennem ved de brandhærgede boligblokke i Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret