Måske finder man aldrig dødsbrands årsag

Der er i dag så lidt tilbage af det røde og hvide træhus, at der reelt ikke er noget at gå efter. Det skriver den svenske avis Expressen.

- Der er absolut intet tilbage. Jeg har været til mange brande og har aldrig set noget, der er så udbrændt, siger Dan-Ola Sandén, der er brandefterforsker ved redningstjenesten i Falköping-Tidaholm.

Sammen med politiets teknikere var han med til at undersøge brandtomten, hvor de seks danskere døde i påsken.

- Som vi ser det nu, er det umuligt at finde en sikker brandårsag, da der ikke er noget tilbage af huset. Det er utroligt svært, siger han videre.

Svensk politi oplyste mandag, at mistanken retter sig mod kaminen, som der måske blev fyret for hårdt op i, eller mod et glemt stearinlys.

- Da der ikke var nogen elektricitet og det var minus 10 grader om natten, har de sikkert fyret ganske hårdt, siger brandteknikeren til Expressen.

Den danske familie på fire og deres to venner er måske sovet ind i døden uden at bemærke noget. Det siger Anders Lundberg, der er brandingeniør ved det svenske svar på Beredskabsstyrelsen.

- Uden røgalarmer har man ikke en chance, siger han til avisen.

Huset brændte i løbet af natten, uden at nogen så det ske. Først næste morgen bemærkede en nabo, at der kun var skorstenene tilbage af huset.

/ritzau/

Måske finder man aldrig forklaringen på, hvorfor fire voksne og to børn skulle omkomme i flammerne i en svensk ødegård.

Offentliggjort Sidst opdateret