Maskeklædte dømt for drabsforsøg i familiefejde
Tre mænd blev torsdag fundet skyldige i at have forsøgt at myrde en 23-årig mand som led i en familiefejde.
En familiefejde i Brabrand ved Aarhus endte sidste sommer med, at en 23-årig mand blev ramt af skud.
Torsdag afgjorde et nævningeting ved Retten i Aarhus, at de tre gerningsmænd bag skyderiet havde skudt med den hensigt, at han skulle dø. Mændene er i dag 26, 30 og 33 år.
De tre mænd blev hermed fundet skyldige i drabsforsøg på familiemedlemmet.
Iført masker lå mændene tilsyneladende på lur ved Janesvej i Brabrand og ventede på den 23-årige.
Episoden udspandt sig den 12. august sidste år, og der blev affyret mindst tre-fire skud. Offeret blev ramt af skud i akillessenen, og projektilet fortsatte op bag skinnebenet på manden, der overlevede angrebet.
Maskerne, som de tre mænd havde på under drabsforsøget, forestiller et grinende ansigt, og bruges af flere grupperinger, herunder af Occupy Wall Street.
Opgørene i familiefejden fra Brabrand har tidligere været ret blodige, og flere gange er involverede blevet dømt for vold.
Et forældrepar i familien er sammen med en række andre familier tidligere blevet smidt ud af en boligforening i Brabrand på grund af deres børns kriminalitet.
I 2008 satte en gruppe børn ild til en børnehave i Gellerupparken. Institutionen brændte ned til grunden. Siden blev seks børn dømt i sagen, hvilket var den direkte årsag til, at Brabrand Boligforening smed deres familier ud.
En afgørelse som i 2013 blev blåstemplet af Højesteret.
De tre mænd, der altså torsdag blev kendt skyldige i drabsforsøg, har nægtet sig skyldige i anklagen.
Retten skal nu tage stilling til, hvilken straf de tre mænd skal have.
Det er uklart, om retten når at afsige dommen torsdag, lyder meldingen fra Retten i Aarhus.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde