En hætteklædt gerningsmand slap onsdag eftermiddag væk efter at have begået røveri mod Nørresundby Banks filial på Grønlands Torv i Aalborg.
Nordjyllands Politi efterlyser nu manden, der stak af til fods og løb om bag banken, hvorfra han forsvandt.
- Det sker klokken 12.50, hvor en mand kommer ind med en pistollignende genstand og truer sig til et udbytte, fortæller vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.
Der var ingen kunder til stede i banken, da røveren dukkede op. Derfor var det kun bankens ansatte, som blev truet af manden.
- Der var tre ansatte til stede i banken, og de har fortalt, at manden udtalte sig på dansk, fortæller Poul Badsberg.
Personalet efterkom røverens trusler og udleverede penge til ham i en plastikpose fra supermarkedskæden Spar.
- Der er tale om et femcifret beløb, så det drejer sig om mindre end 100.000 kroner, fortæller Poul Badsberg.
Politiet har udsendt et signalement af røveren, der beskrives som en cirka 175 centimeter høj mand i alderen 20-30 år.
Han er spinkel af bygning og var under røveriet iført en mørk kasket og en mørk hættetrøje. Trøjen havde et hvid logo med teksten "Streetammo" stående ned ad højre ærme.
Manden var desuden iført mørke bukser og mørke sko, og så transporterede han altså udbyttet i en plastikpose fra supermarkedskæden Spar.
Eventuelle henvendelser i sagen kan ske til Nordjyllands Politi.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned