Masser af indbrud i weekenden

46 indbrud i nytårsweekenden på Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

46 indbrud på Lolland-Falster i weekenden var en trist afslutning på året 2016.

Dermed overgik landsdelen blandt andet Nordsjælland, der plejer at være hårdest ramt.

Der er sket 14 indbrud i privat beboelse i Lolland Kommune, 13 i Guldborgsund samt 19 indbrud i fritidshuse. Af disse er de 16 sket på Lollands sydkyst.

I Nykøbing har der været otte indbrud, heraf fire i Sundby og to i Nordbyen.

To af de fire indbrud i Sundby fandt sted fra fredag aften til lørdag morgen i Kirsebærhaven. Det vides ikke, hvad der er stjålet, men måske er det smykker, oplyser lokalpolitiet.

På Hamborgskovvej skete indbruddet mellem fredag formiddag og søndag eftermiddag. Heller ikke her er udbyttet kendt. Det samme er tilfældet på Lærkevænget, hvor tyvene var mellem fredag eftermiddag og lørdag morgen.

I Nordbyen har tyve brudt ind i et hus på Følfodvænget mellem lørdag eftermiddag og søndag morgen. Her er der taget et beige våbenskab med et par jagtgeværer i. Fra Skovstjernevænget lige i nærheden er der i samme tidsrum taget en pung, som indeholder euro.
Tyve har fra lørdag eftermiddag til tidligt søndag morgen brudt ind i en lejlighed på Engboulevarden. Udbyttet ved dette indbrud er ukendt.

Til gengæld ved man, hvad der er stjålet ved et indbrud, der mellem tirsdag og søndag fandt sted i et hus på Grænge Skovvej. Her er taget en Play Station 4 og forskellige spil.

Vibevej i Sakskøbing blev fra lørdag aften til søndag morgen ramt af tre indbrud. Vinduer er brudt op med koben, og der er fra de tre huse taget penge og smykker.

Mellem torsdag og fredag har der også været indbrud i en ejendom på Engestoftevej i Slemminge. Det vides ikke, hvad der er stjålet fra huset.
I Nørre Alslev har der været et enkelt indbrud på Guldstjernevej. Det fandt sted lørdag klokken 20.22, hvor en alarm gik i gang. En vægter nåede frem og så, at der havde været indbrud. Det vides ikke, hvad der er stjålet.

Endelig har der fra 20. til 29. december været et indbrud i et fritidshus på Rosenvænget ved Elkenøre Strand. Tyve kom ind ved at bryde et vindue op, og der er fra huset taget tre PH-lamper samt gryder og pander.

I weekendens løb har der også været en bølge af indbrud i Blæsenborg-kvarteret.

Natten til lørdag slog en smykketyv til med et indbrud i en villa på Agerhønevej i Maribo. Et vindue er opbrudt og der er stjålet smykke fra soveværelset.

Der er også begået et indbrud i en anden villa i samme kvarter, nemlig på Nellikevej, hvor et vindue til børneværelse er brudt op. Huset er gennemrodet, og der er stjålet et lommeur med påskrevet tak for 25 års tro tjeneste, nogle smykker og nogle slips.

På Bekkasinvej er et vindue brudt op natten til lørdag. Her er der stjålet en computer og en mobiltelefon. Der er også sket indbrud i en villa på Margrethesvej. Her er stjålet smykker.

Et komfur og et fladskærms-tv blev udbyttet af et indbrud i et hus på Brandsmosevej i Stokkemarke i løbet af juleferien.

Natten til søndag skete der også et indbrud på Bøllesmindevej, hvor en hoveddør er brækket op, og der er stjålet et fjernsyn, to computere og en mobiletelefon.

På Egevej i Rødby slog en smykketyv til i løbet af dagtimerne søndag. Et soveværelsesvindue er brudt op mellem klokken 12 og 22, huset er gennemrodet og udbytter er smykker.

Der blev også stjålet smykker ved et indbrud i en villa på Errindlevvej i Errindlev samme søndag, Her blev der også stjålet medicin, nogle vaser og et mindre kontantbeløb.