Politiet har anholdt 62 rockere og bandemedlemmer, da der opstod masseslagsmål foran retten i Glostrup, mens retten behandlede en sag om det drab i 2008, der indledte bandekonflikten.
De anholdte er fra begge grupper, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Ifølge politiet er roen ved retsbygningen nu genoprettet.
De fleste er anholdt efter ordensbekendtgørelsen, men blandt de anholdte er også nogle, der har overtrådt maskeringsforbuddet eller været voldelige mod politiet.
Anholdelserne skete, da et klammeri mellem bandefolk og rockere foran retsbygningen omkring klokken 11.15 udviklede sig til et regulært slagsmål.
Retten lægger lokaler til straffesagen mod en rocker fra HA-miljøet, der er tiltalt for det drab på en ung indvandrer, der blev startskuddet til bandekrigen.
Ifølge flere medier var omkring 100 rockere og medlemmer af indvandrerbander til stede ved retten, og kun takket være politiets indsats lykkedes det at forhindre et masseslagsmål.
Politiet måtte angiveligt bruge peberspray for at berolige forsamlingen.
På et tidspunkt sad omkring 50 personer i futtog med hænderne bundet med plasticstrips.
Ifølge ekstrabladet.dk er det to grupper med medlemmer af Hells Angels og støttegruppen AK81 på den ene side og bandemedlemmer fra Tingbjerggruppen på den anden, der hidser hinanden op.
I retssagen er en 25-årig Hells Angels-rocker tiltalt for et drab i Tingbjerg i sommeren 2008.
Her blev der affyret en AK47 mod en gruppe unge indvandrere, og den 19-årige Osman Nuri Dogan døde af et skud gennem brystet.
Allerede mandag, de retssagen blev indledt, var folk fra bander og fra Hells Angels, Bandidos og Black Cobra til stede ved retten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned