Med 150 i timen rundt i Nakskov

I eftermiddag bliver en 32-årig mand fra Nakskov fremstillet i et grundlovsforhør for en stribe overtrædelser af færdselsloven efter en vanvidskørsel igennem Nakskovs gader i nat.

Det er usædvanligt, at man varetægtsfængsler folk for overtrædelse af færdselsloven, men det var også en usædvanlig biljagt, hvor manden er sigtet for 16 overtrædelser af færdselsloven.

Biljagten startede da en politipatrulje observerede den meget hurtigt kørende i bil i Havnegade i Nakskov. Betjentene valgte at optage forfølgelsen, og det fortsatte på kryds og tværs gennem Nakskovs gader med hastighed omkring 150 kilometer i timen, indtil bilen 25 minutter senere blev bragt til standsning på Nordlundevej nord for byen.

Ved rattet sad en 32-årig gammel kending af politiet, der havde taget en 24-årig kvinde med på den vanvittige tur gennem byen. Der blev taget blodprøve på manden, der virkede påvirket af euforiserende stoffer.

Nummerpladerne på bilen viste sig at være stjålne, så den var ikke indregistreret og forsikret. Desuden var den 32-årige frakendt kørekortet. Han havde også cirka 100 gram pot liggende i bilen.

Med hensyn til færdselsloven sigtes han foruden overtrædelse af hastighedsgrænsen for tre gange at køre over for rødt lys. Det skete to gange i krydset Nørrevold/Vejledgade og en gang i krydset Perlestikkergade/Svingelsvej. Dertil kommer sigtelsen for at bringe andres liv og førelighed i fare.

På A. E. Hansensvej kørte han venstre om et helleanlæg, på Vejlegadebro venstre om i rundkørslen ved Lidl og på motortrafikvejen kørte han over for fuldt stop

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

32-årig vanvidsbilist standset efter 25 minutter biljagt.

Offentliggjort Sidst opdateret