Medaljehest dør efter panik over lavtflyvende jagerfly
Det blev til PL-bronze for Stinna Tange Kaastrup og dressurhesten Smarties i Rio i september 2016.
Thomas Lovelock/Ritzau Scanpix
Den dekorerede dressurhest Horsebo Smarties døde, efter at den i choktilstand bragede gennem flere trælåger.
Den tidligere medaljehest Horsebo Smarties døde i weekenden efter en tragisk hændelse i nordsjællandske Græsted.
I paradressur har hesten med Stinna Tange Kaastrup som rytter vundet både EM- og VM-guld, ligesom det i 2016 blev til bronze ved de paralympiske lege.
Ifølge ejeren af den pensionerede hest, Helle Mørkøv Kristiansen, skete dødsfaldet lørdag som følge af to lavtflyvende jagerfly.
Hesten gik og græssede, men gik i panik og galoperede ud af sin indhegning og tværs gennem to trælåger og ud på en hovedvej. Til slut drejede den ind på en gård og faldt sammen i smerter.
- Han panikker fuldstændig, og da vi endelig fanger ham, har han blødende sår alle vegne, fordi han er brudt igennem flere hegn og låger. Chokket og anstrengelserne havde været for meget for ham.
- Og da dyrlægen kom, blev vi hurtigt enige om, at han måtte aflives, fordi organerne var ødelagte, og hans bagben var helt smadret, siger Helle Mørkøv Kristiansen til DR Sporten.
Hun forstår ikke, at det er tilladt at flyve så lavt og frygter, at det en anden gang kan gå meget værre og også ramme mennesker.
DR Sporten har været i kontakt med Forsvaret, som ikke havde mulighed for at stille op til interview, men bekræfter, at overflyvningen fandt sted, og at de to F-16-fly havde dispensation til at flyve i en højde på 3000 fod.
- Det er fuldstændig frygteligt, og en vildt tragisk måde at skulle herfra for sådan en fantastisk hest. Det er meget uværdigt for ham, siger Stinna Tange til DR Sporten.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker