Medier: Svensk mand skudt som led i dansk bandekonflikt
En svensk mand blev natten til torsdag skudt. Flere svenske medier kobler skyderiet til en bandekonflikt.
En svensk mand i 50'erne blev natten til torsdag ramt af skud i den svenske by Laholm.
Ifølge de svenske medier SVT og Expressens oplysninger skulle det angiveligt have forbindelse til en eksplosion i en kiosk i København tirsdag.
En svensk mand og kvinde på 24 år er blevet anholdt for eksplosionen, hvor en håndgranat eller lignende blev detoneret ved kiosken.
Skudofferet fik ifølge SVT alvorlige men ikke livstruende skader. Han blev ramt i benet.
Flere medier omtalte onsdag et konfliktnotat, der er udarbejdet af politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
I det er det beskrevet, at dansk politi mener, at den forbudte bande Loyal To Familia (LTF) er i konflikt med en unavngiven gruppe.
Gruppen er ifølge Ekstra Bladet dansk-svensk.
Politiet anser blandt andet eksplosionen i kiosken som en del af konflikten.
Ifølge Expressen er det svensk politis teori, at skyderiet natten til torsdag var en hævnaktion for eksplosionen i København.
Svensk politi vil ikke kommentere mediets oplysninger.
SVT skriver, at adressen hvor skyderiet skete, kan knyttes til den unge mand, som er anholdt i den danske sag.
Expressen skriver, at manden er pårørende til den anholdte 24-årige.
Ifølge SVT har svensk politi afhørt den tilskadekomne i løbet af natten og morgenen.
Man har også gennemført tekniske undersøgelser på stedet indtil omkring klokken 05.30 torsdag morgen.
Laholm ligger omkring 60 kilometer nord for Helsingborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde