Medlem af Hells Angels er tiltalt for at beskytte narkohandel
Større narkosag fra Retten i Næstved ryger videre til Østre Landsret. Ankesag drejer sig om to tiltalte.
I en sag om flere kilo kokain på Sydsjælland gør anklagemyndigheden et nyt forsøg på at få dømt en mand fra rockergruppen Hells Angels.
Manden blev 9. marts ellers frifundet af Retten i Næstved. Men dommen er anket af anklagemyndigheden til Østre Landsret.
Den 37-årige er tiltalt for som medlem af Hells Angels at have beskyttet den handel, som andre forestod.
I samme sag blev fire andre dømt for at have haft forskellige roller i den ulovlige forretning, som i alt beskæftigede sig med godt fire kilo kokain, der var blevet hentet i København.
Den ene, den 29-årige Mark Christiansen, har anket sin dom på fængsel i otte år til landsretten.
Han blev både fundet skyldig i salg af kokain og i at have ligget inde med to skydevåben. De to våben blev fundet, da betjente foretog hemmelige ransagninger på hans bopæl.
Dermed skal landsretten beskæftige sig med to tiltalte i stedet for fem.
I Næstved var det en større affære. I alt var der 18 retsmøder. Her blev der afspillet aflyttede telefonsamtaler, ligesom der var rumaflytning af en bil og fra tre adresser.
Også gps-sporing af flere biler, videoovervågning og andet af politiets efterforskningsmateriale blev studeret af retten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned