Medtiltalt for bilbombe: Jeg kender intet til det

Den ene af de to mænd, som onsdag sidder tiltalt for drabsforsøg og afpresning, hævder, at han intet kendskab har til den bombe, som en familie i København fandt under dens bil i august sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag har den 38-årige ASP, der er dansk statsborger med polske rødder, forklaret, at familien skyldte ham 750.000 kroner for håndværker-arbejde på deres villa på Lindebugten i Valby.

Ifølge ASP tilbød 54-årige AH at hjælpe ham med at inddrive gælden, hvis han til gengæld fik en vis procentdel. Det nægter AH dog.

- Jeg har ingen anelse om, hvorfor han (ASP, red.) har sagt sådan. Jeg vil ikke forklare noget, for jeg vil ikke fantasere, siger AH, der er polsk statsborger. Samtidig sidder ASP og stirrer stift ud i retslokalet i Retten på Frederiksberg.

Den lille, gråhårede mand hævder, at han først hørte om bomben i Valby, da han blev anholdt af politiet i september 2012 - en måneds tid efter at bomben blev fundet.

- Jeg læser ikke pressen, jeg ser ikke fjernsyn, og jeg kan ikke sproget. Så første gang, jeg hørte om det, var hos politiet, forklarer han.

Senioranklager Jakob Jepsen har imidlertid fremlagt tre telefonaflytninger, som afslører, at AH havde kendskab til ASP's anholdelse, der fandt sted få dage inden hans egen. Derfor mistænker anklageren, at AH skjulte sig for politiet - men det afviser AH.

Ifølge anklageskriftet anbragte de tiltalte en hjemmelavet bombe under den københavnske families bil, som skulle sprænges, når venstre fordør blev åbnet af et af familiemedlemmerne. Men en konstruktionsfejl gjorde, at bomben ikke gik af.

Familien opdagede selv bomben og slog alarm. Hærens ammunitionsryddere blev tilkaldt og fjernede genstanden, mens tre-fire nabohuse var blevet evakueret.

Bomben var en benzindunk forbundet med en ledning og et batteri. Benzindunken var påsat en mindre flaske, en haglpatron, hvorfra haglene var fjernet, samt en glødetråd.

/ritzau/