Mere isolation til sigtet for dobbeltdrab

Den 37-årige PHH kan se frem til endnu 14 dages enetilværelse, efter Retten i Odense har valgt at forlænge hans isolationsfængsling.

PHH er sigtet for det spektakulære dobbeltdrab i Tusindårsskoven i Odense, hvor ægteparret Bjarne Johansen og Heidi Nielsen blev mejet ned med mindst 18 skud fra en maskinpistol 13. april.

Den sigtede nægter sig skyldig i anklagerne, men har ikke villet udtale sig i sagen.

Politiet overvågede ham og hans bopæl i nærheden af gerningsstedet i flere dage, før han 12. maj blev anholdt.

Dagen efter blev han varetægtsfængslet i fire uger - de første 14 dage i isolation.

Og det er den isolation, der nu er forlænget, så den udløber samtidig med varetægtsfængslingen 10. juni.

Her skal Retten i Odense igen tage stilling til, om han skal sidde fængslet, og om det skal ske i isolation eller ej.

/ritzau/

37-årig skal fortsat sidde isolationsfængslet for dobbeltdrabet i Tusindårsskoven. Han nægter sig skyldig.

Offentliggjort Sidst opdateret