Michelin-restaurant sigtes for at holde for længe åbent
Restaurant Kokkeriet blev lukket af politiet klokken 22.30 torsdag aften. Ejeren forventer stor bøde.
Michelin-restauranten Kokkeriet lukkede ikke klokken 22 torsdag, som de nye coronarestriktioner i hovedstadsområdet ellers tilskriver.
Betjening og servering var fortsat i gang klokken 22.20, og derfor blev restauranten sigtet, oplyser vicepolitiinspektør Rasmus A. Schultz. Bødens størrelse har han ikke umiddelbart klarhed over.
Ejer af Kokkeriet Sammy Shafi bliver sigtet for overtrædelsen af reglerne. Han forventer at få en bøde på 40.000 kroner, siger han til TV2.
Den nye begrænsning i udfoldelserne er begrundet med øget smitte med covid-19.
Politiet i København oplevede ellers stort set ingen problemer med de yderligere restriktioner, som fik virkning fra torsdag.
Betjente var torsdag aften rundt på en række caféer, barer og restauranter, og der var hele vejen rundt - også blandt gæsterne - "den fornødne respekt" for de nye regler, vurderer politiet.
- Den store prøve kommer nok i aften (fredag, red.) og i weekenden, forudser Rasmus A. Schultz.
Han har i øvrigt en opfordring til unge og andre, der nu må indstille sig på et lavere festniveau.
Hvis folk absolut vil i byen, får de dette politi-formulerede råd med på vejen:
- Når man går hjem, skal man gå helt hjem.
Også i 11 kommuner under Københavns Vestegns Politi er skruet blevet strammet. I en pressemeddelelse fredag varsler politidirektør Kim Christiansen ekstra patruljering for at tjekke, at de nye regler overholdes. Og han advarer også om straf til dem, der ikke retter ind:
- Der er ingen tvivl om, at vi lige nu står i en meget alvorlig situation, og bliver reglerne ikke overholdt, så vil man blive sigtet for at overtræde dem, udtaler politidirektøren.
De nye regler indebærer blandt andet, at stående gæster på et serveringssted skal bære mundbind eller visir.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned