Mikkel skal begraves på onsdag

Konstabel Mikkel Jørgensen, der lørdag mistede livet i en skudveksling med Taliban i Helmand-provinsen, skal begraves fra Toreby Kirke onsdag 3. november.

Det bliver en militær begravelse, hvilket betyder med deltagelse af Den Kongelige Livgarde, hvor Mikkel Jørgensen gjorde tjeneste under udstationeringen i Afghanistan.
- Der vil blive deltagelse af Livgardens chef, Lasse Harkjær, og et æreskommando ved begravelsen, hvor også Livgardens fane vil være i kirken. Og efter ceremonien vil et medlem af Livgardens musikkorps fremføre "Last Post", oplyser Hans Vedholm, der er presseofficer ved Hærens Operative Kommando.

Kisten med Mikkel Jørgensen ankommer i morgen, fredag, til Roskilde Lufthavn, hvor den vil blive modtaget af de nærmeste pårørende samt familie, venner og kolleger.

Derudover er blandt andre forsvarsminister Gitte Lilllelund Bech og chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, samt chefen for Den Kongelige Livgarde til stede. Derudover vil der også være repræsentanter fra den amerikanske og britiske ambassade til stede ved mindehøjtideligheden i Roskilde Lufthavn.

Det bliver et Hercules-fly, der bringer Mikkel Jørgensens kiste hjem fra Afghanistan. Båren bæres fra flyet og ind i modtageområdet, mens Livgardens musikkorps spiller "Kongernes Konge". Selve ceremonien i Roskilde Lufthavn varetages af feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen.

Mikkel Jørgensen, der var tilknyttet Charlie-kompagniet, udsendt fra Den Kongelige Livgarde i Høvelte, blev skudt, da han lørdag var på en patruljering i området øst for Patruljebase Bridzar. Kammerater og sanitetssoldaterne ydede førstehjælp på stedet, før han blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, men hans liv stod ikke til at redde.

Har du lyst til at sende Mikkel Jørgensen en sidste hilsen, kan du gøre det ved at sende den på mail til adressen tip@folketidende.dk. Skriv gerne dit navn under hilsenen.

Den 21-årige konstabel Mikkel Jørgensen, der lørdag blev dræbt i Afghanistan, får en militær begravelse fra Toreby Kirke.

Offentliggjort Sidst opdateret