Mildere straf til chauffører for småfejl
Chauffører i lastvogne og busser, som begår småfejl, skal fremover have en mildere straf end i dag.
Det foreslår justitsminister Morten Bødskov (S), som dermed reagerer på en dom, som EU-Domstolen afsagde for et år siden.
De europæiske dommere sagde, at det ikke er rimeligt med bøder i centimetermål, da de vurderede sagen om chaufføren Urban fra Ungarn.
Og nu tager den danske regering altså konsekvensen:
Mindre fejl i betjeningen af det kontrolapparat, som registrerer køretid og pauser, skal ikke længere automatisk betyde, at chaufføren mister sit job, fordi kørekortet frakendes ubetinget.
Fremover vil det give en betinget frakendelse, fremgår det af lovforslaget, som netop er fremsat.
Desuden ophæves systemet med helt maskinelle bøder for fejl ved betjening af kontrolapparat, diagramark og fartskriverkort.
Nu skal bøderne afspejle, hvor alvorlig forseelsen er. De fastsættes til 2000, 3000 og 4000 kroner til chaufføren. Vognmanden skal af med 6000 kroner uanset hvad, står der i lovforslaget.
Netop den hidtidige praksis med nærmest maskinelt udmålte bøder, som ikke tager hensyn til forseelsen, har i lang tid vakt vrede i vognmandsbranchen.
I den kommende uge arrangerer brancheorganisationen ITD en konference under overskriften "En fair behandling?".
Her vil der blive talt om stive bødekataloger og sanktioner, som opleves som uretfærdige.
Noget af kritikken kommer regeringen nu sandsynligvis i møde med lovforslaget.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet