Millioner af cigaretter beslaglagt ved grænserne
Toldstyrelsen tilbageholdt i 2022 3,3 millioner cigaretter ved landets grænser. Også vandpibetobak og anden tobak indsmugles jævnligt. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Sidste år tilbageholdt tolderne 3,3 millioner cigaretter ved landets grænser.
Med et godt sug i lungerne kan en rutineret ryger gøre kål på en smøg på fem minutter. Og selv i det tempo ville det tage mere end 31 års rygning i døgndrift at inhalere alle de cigaretter, som tolderne beslaglagde i fjor.
Ved landets grænser tilbageholdt tolderne i 2022 nemlig 3,3 millioner cigaretter, oplyser Toldstyrelsen torsdag i en pressemeddelelse. Dertil kommer et ton vandpibetobak og 627 kilo røgtobak.
- Udenlandsk tobak kan være produceret uden om reglerne og er dermed potentielt endnu mere sundhedsskadeligt, end tobakken i forvejen er, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Michael Lund.
Men det handler ikke kun om sundhed - også om penge. Toldstyrelsen skønner, at den danske statskasse, hvad cigaretterne angår, er blevet snydt for 6,4 millioner kroner i told, moms og afgifter.
Langt de fleste af de ulovlige cigaretter blev tilbageholdt i slutningen af september. Her fandt tolderne 2,4 millioner cigaretter i en lastbil ved grænseovergangen i Frøslev i Sønderjylland.
I september fik tolderne i Københavns Lufthavn også fingrene i flere større partier cigaretter. I midten af måneden blev en rejsende taget med 29.800 smøger i bagagen. Dagen efter blev en anden rejsende taget med 50.000 cigaretter.
I februar sidste år standsede tolderne to rejsende, som forsøgte at indføre 100 kilo vandpibetobak uden at betale told og afgifter.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde