En lejlighed på Enghavevej i København spiller en hovedrolle i straffesagen mod tre mænd, der mistænkes for et groft røveri mod Jyske Bank på Valby Langgade i oktober sidste år. Røverne forsvandt med 2,5 millioner kroner, hvoraf de fleste aldrig er fundet.
I nogle loftsrum over lejligheden har politiet derimod fundet et mindre beløb fra røveriet samt tøj og teknisk udstyr, der kan have være brugt ved det meget voldsomme angreb på banken.
På tøj fra loftrummene, og på en styrthjelm, glas, krus og på en serbisk avis og et svensk mandeblad, der alt sammen er fundet i lejligheden, er der fundet dna-spor, der sammen med nogle overvågningsbilleder er anklager Jakob Buch Jepsens vigtigste beviser mod de tiltalte, der alle er svenske statsborgere.
Politiet mener, at røveriet var så nøje tilrettelagt, at der må have medvirket seks-otte personer i alt.
Yderligere tre mænd har været varetægtsfængslet i sagen, men anklagemyndigheden har opgivet at rejse tiltale mod dem, fordi der ikke var beviser nok.
Derimod er syv personer tiltalt for at have prøvet at hvidvaske penge fra røveriet i kasinoer og spillebuler, oplyste Jakob Buch Jepsen.
Røveriet fandt sted mandag den 12. oktober sidste år. Alle tre tiltalte nægter sig skyldige.
Den ene af de tiltalte, en 28-årig mand fra Stockholm, blev anholdt af politiet i lejligheden på Enghavevej få timer efter røveriet. Han forklarede i retten, at han havde lånt lejligheden af en ven i nogle dage.
Vennen var så kommet sammen med en eller to andre, der havde bedt ham om at tage imod nogle tasker og bære dem op på loftet. Det skulle han angiveligt have 10.000 kroner for.
Han kunne ikke forklare, hvordan det kunne lade sig gøre, at politiet har fundet hans dna på kraven af en trøje og på et par Hummel-bukser.
De to øvrige tiltalte, der er 33 og 32 år, har hidtil nægtet at afgive forklaring til politiet, men fortalte i retten som forklaring på politiets dna-spor, at de har været til fest i lejligheden.
De blev anholdt med penge fra røveriet på sig, men ifølge den 32-åriges forklaring var det penge, han havde fået af en ven til at købe billige byggematerialer for i Sverige.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde