Mindst 10 er anholdt efter slagsmål og skyderi i Aarhus
Østjyllands Politi har anholdt flere end 10 personer efter et voldsomt slagsmål, der tirsdag eftermiddag endte med, at en mand blev skudt i benet ved Bazar Vest i Aarhus.
- Vi har anholdt flere personer både ved Bazar Vest og ved skadestuen. Vi har flere end 10 anholdte, og flere af dem vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Peter Hunniche.
Foreløbig lyder sigtelsen for de fleste anholdtes vedkommende på drabsforsøg.
Politiet fik ved 15.30-tiden flere anmeldelser om både slagsmål og skyderi i området, og en forbipasserende kvinde var tilsyneladende tæt på at blive et uskyldigt offer i opgøret.
- En af anmeldelserne kommer fra en kvinde, som desuden fortæller, at hendes bil er blevet ramt. Der er et skudhul i den, men jeg ved ikke, hvor bilen er ramt, fortæller vagtchefen.
Da politiet når frem til området omkring Bazar Vest, er der en større gruppe mennesker og en meget anspændt stemning, men politiet får hurtigt ro på gemytterne.
Foruden manden, der er såret af skud, er en mand blevet slået i nakken med et baseball-bat og flere andre har fået skrammer i slagsmålet.
Mange af de tilskadekomne tog selv på skadestuen.
- Vi har også sendt en del folk derned for at sikre ro, siger Peter Hunniche.
Det er tidligere set, at der opstår uro på for eksempel Rigshospitalet efter skyderi i København, og i disse dage sidder tre mænd tiltalt for at have deltaget, da 60-70 personer stormede og raserede skadestuen i Odense efter et skyderi i Vollsmose.
Vagtchefen kan ikke sige, hvor mange skud, der blev affyret i forbindelse med opgøret.
- Anmeldelserne lyder på, at der er affyret to-tre skud, siger Peter Hunniche, som ikke vil fortælle, om man har fundet patronhylstre i området eller om politiet ved, hvilket slags våben, der blev brugt.
Baggrunden for slagsmålet kender politiet ifølge vagtchefen ikke.
Ifølge eb.dk skulle der være tale om en form for slægtsfejde i området, men det vil politiet ikke kommentere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned