Mindst otte anholdte i børnemisbrugssag bliver løsladt

Beviserne i stor politiaktion tyder på at være svage. I hvert fald løslades de fleste af i alt 10 anholdte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mindst otte af de 10 personer, som i forbindelse med en landsdækkende politiaktion mod misbrug af børn via internettet, vil blive løsladt. Det oplyser efterforskningsledere i landets politikredse til Ritzau.

Det er blandt andet hos Østjyllands Politi, at der ikke vil blive fremsat krav om varetægtsfængsling mod to anholdte i sagen, der er forankret hos Rigspolitiets it-enhed kaldet NC3.

- Vi har modtaget to sager fra NC3, hvor vi har foretaget anholdelse og ransagning. De anholdte vil blive løsladt, da vi ikke vurderer, at der er grundlag for fængsling, siger politikommissær Helle Edelbo til Ritzau.

Hos Københavns Politi har man valgt at løslade tre anholdte.

- Vi har ikke fundet børneporno endnu. Men det var kun en foreløbig undersøgelse, og computerne vil blive undersøgt grundigere, siger politikommissær Carsten Ahrends til Ritzau.

Sagen drejer sig om personer, der af politiet mistænkes for at have bestilt seksuelle overgreb mod børn, som de har overværet live på deres computer via såkaldt streaming over internettet.

De forurettede børn har befundet sig i Filippinerne, og mændene i Danmark er sigtet for at have bestilt overgreb mod betaling.

Hos Københavns Vestegns Politi er der foretaget en enkelt anholdelse. Vicepolitiinspektør Carsten Jansson oplyser til Ritzau, at man også her har valgt at løslade vedkommende igen.

Hos Nordsjællands Politi oplyser politikommissær Johannes Sølvsten, at man har foretaget én anholdelse i sagen, men at vedkommende vil blive løsladt på grund af manglende beviser.

Midt- og Vestjyllands Politi har til Ritzau oplyst, at man her har to anholdte. Vicepolitiinspektør Jørgen Blegrav Lauritsen kan dog endnu ikke oplyse, hvorvidt de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Retten i Herning oplyser dog, at der onsdag eftermiddag er reserveret tid til et grundlovsforhør, som drejer sig om besiddelse af børneporno.

Grundloven forbyder politiet at frihedsberøve anholdte i mere end 24 timer. Herefter skal der en dommer indover, hvis frihedsberøvelsen skal forlænges i form af varetægtsfængsling.

For at dommeren kan varetægtsfængsle en sigtet, skal der minimum foreligge en såkaldt begrundet mistanke om, at den sigtede er skyldig.