Mindst to om raketattentat i Nørresundby

Der var mindst to om raketangrebet på en 44-årig mands hus på Lindholmsvej i Nørresundby natten til tirsdag.

En beboer, der som mange andre i området blev vækket af braget fra panserværnsraketten, så umiddelbart efter en mand løbe ind i en firhjulstrækker og sætte sig på passagersædet.

Firhjulstrækkeren kørte straks af sted nordpå. Den blev senere fundet udbrændt ved Støvring.

- Så vi kan udlede, at der i hvert fald var to om det, siger politiinspektør Verner Holm fra Nordjyllands Politi.

Politiet har nu talt med familien til manden, som var målet for panserværnsraketten. Han har tidligere afvist et tilbud fra politiet om beskyttelse.

- Familien er ikke i huset og ønsker ikke at fortælle, hvor de opholder sig. Men vi har fået et telefonnummer, vi kan træffe dem på, siger Verner Holm.

Den 44-årige blev tidligere forsøgt dræbt om morgenen 21. september, da ukendte gerningsmænd affyrede flere skud mod hans bil på Lindholmsvej.

Og det var samme adresse, som var målet for raketten, der blev affyret fra kirkegården på den anden side af vejen.

Firhjulstrækkeren holdt ud for kirkegårdslågen ud til Thuresensgade, da manden kom løbende. Den vækkede beboer har beskrevet ham som slank, spinkel, omkring 175 centimeter høj og iført en hættetrøje.

Den 44-årige var ikke hjemme, da raketten blev affyret. Kilder i miljøet har fortalt politiet, at han for et par dage siden rejste til udlandet.

Manden, der tidligere er dømt for kriminalitet, knyttes til en gruppe, som kalder sig "We don't care", og fjenderne er åbenbart mange.

Den voldsomme strid mellem kriminelle er en lokal affære, vurderer politiet.

- Det er en helt uacceptabel optrapning og fuldt forståeligt, at borgerne i kvarteret føler sig utrygge. Vi har øget patruljeringen i området, siger Verner Holm.

Panserværnsraketten er ikke af en type, der anvendes i det danske forsvar, siger politiinspektøren.

/ritzau/

Beboer vækket af braget fra raketangrebet i Aalborg så en mand løbe ind i en firhjulstrækker, som straks kørte væk. Dermed var der mindst to om attentatet.

Offentliggjort Sidst opdateret