Aftalen står ved magt.
Det er konklusionen fra justitsminister Lars Barfoed (K) i sagen om danskeren Niels Holck, der står over for at blive udleveret til retsforfølgelse i Indien i en sag om våbensmugling fra 1995.
Flere indiske medier har sået tvivl om, hvorvidt inderne vil overholde aftalen om at lade Niels Holck afsone sin straf i Danmark, og på den baggrund har Justitsministeriet onsdag henvendt sig til de indiske kolleger for en afklaring.
- Departementschefen for det indiske indenrigsministerium har i dag bekræftet, at Indien vil overholde alle de betingelser, som Danmark har stillet i forbindelse med Justitsministeriets beslutning om at udlevere en dansk statsborger til Indien, siger Lars Barfoed i en pressemeddelelse.
Det gælder også betingelsen om, at den pågældende efter en eventuel straf vil skulle afsone i Danmark,
Ministeren afgjorde i fredags, at Niels Holck kan udleveres, så inderne kan føre en sag mod ham for i 1995 at have kastet fire ton våben ud over den indiske delstat Vestbengalen.
Niels Holck erkender våbenforsendelsen, som var tiltænkt en lokal gruppe, som, han mener, blev udsat for overgreb fra myndighederne.
Han har erklæret sig villig til at stå til ansvar for en domstol i Danmark eller Haag, men frygter at blive torteret eller slået ihjel, hvis han bliver udleveret til Indien.
Hans advokat, Tyge Trier, har derfor indbragt sagen om udlevering for domstolene, som i løbet af de kommende måneder skal tage stilling til, om det er i orden at sende Niels Holck til Indien.
Hovedpersonen selv er på fri fod, men skal melde sig hver anden dag på politistationen i Helsingør.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker