Minister: Politiet skal bruge flere kræfter på at knække koder
Justitsminister Peter Hummelgaard mener, at politiet skal have flere ressourcer til at knække krypterede kommunikationstjenester i fremtiden. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Over 1000 års fængsel er givet i sager, hvor kryptochat har indgået. Regeringen vil øge politiets indsats.
Regeringen vil styrke indsatsen hos dansk politi, når det gælder dekryptering af elektroniske enheder og krypterede beskeder som en del af en kommende bandepakke.
Det fortæller justitsminister Peter Hummelgaard (S) til Ritzau.
- De organiserede kriminelle grupper arbejder mere og mere avanceret. Politiet skal være i stand til at kunne følge med, siger Peter Hummelgaard.
Justitsministeren kan forestille sig, at man hos politiet kan etablere en dekrypteringsplatform og softwareløsninger til brydning af kodeord.
Udmeldingen kommer i forlængelse af, at National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) torsdag i et folketingssvar har oplyst, at oplysninger fra de knækkede krypterede tjenester, SKY ECC og EncroChat, har indgået i over 100 sager, som dansk politi enten efterforsker eller har efterforsket.
I et andet folketingssvar oplyser Rigsadvokaten, at der er over 100 personer, som tilsammen har fået over 1000 års fængsel, i sager hvor kryptotjenesterne indgår.
Det er SF's retsordfører, Karina Lorentzen, som har stillet spørgsmålene om kryptotjenesterne.
- Det er det helt rigtige at øge politiets kompetencer til at dekryptere, siger hun.
Hun mener desuden, at politiet skal have mulighed for hemmelige ransagninger i sager om hvidvask. Det håber hun kommer med i en kommende bandepakke.
Man arbejder ifølge ministeren i forvejen med dekryptering hos politiet. Men når kriminelle i større grad bruger krypterede kommunikationstjenester, skal politiet styrkes inden for området.
- Det er det, der kan være forskellen på, om det lykkes at finde gerningsmænd, og om det lykkes, at der fældes dom i retten, siger han.
Så sent som tirsdag blev der i Retten i Holbæk afsagt dom over to mænd, der blev straffet med fængsel på livstid for at planlægge et dobbeltdrab i Kalundborg.
- Hvis vi ikke havde haft SKY-telefonerne, så havde vi ikke fået bagmændene, sagde specialanklager Anja Lund Liin efter retsmødet.
De to dømte nægter sig skyldige og har anket dommen til landsretten.
Peter Hummelgaard håber, at dekryptering af de kriminelles kommunikationsveje leder til endnu flere dømte i fremtiden.
- Det kan være alle kriminelle, der bruger det. Det kan både handle om drab, vold, narkohandel men også i lige så høj grad om IT-kriminalitet og økonomisk kriminalitet
- Der hvor vi ser, at det virkelig kan være et instrument, er i den organiserede kriminalitet, siger ministeren.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår der indkaldes til forhandling om bandepakken, som bliver den fjerde af slagsen.
Indtil videre har de foregående tre bandepakker indeholdt 81 initiativer.
/ritzau/
Seneste artikler
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland