Minister: Sag om Godhavnsdrenge gør stort indtryk

Foto: Claus Fisker /Scanpix

En hverdag med fysisk vold, seksuelt misbrug og verbale ydmygelser. Det var virkeligheden for adskillige børnehjemsbørn i perioden 1945 til 1976, afslørede en rapport i maj 2011.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu har tre drenge, der var anbragt på drengehjemmet i Godhavn i Nordsjælland, valgt at lægge sag an mod staten.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) er påvirket af de hændelser, som drengene har været ude for.

- Rapporten om, hvad børnene fra Godhavn har været igennem i deres barndom, gør et stærkt personligt indtryk på mig, og jeg kan godt forstå behovet for at stille nogen til regnskab.

- Jeg afventer den stævning, som er på vej fra tre af de tidligere Godhavn-børnehjemsbørn og har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, siger Karen Hækkerup.

Reaktionen kommer, efter at Godhavnsdrengenes advokat Bjørn Elmquist tidligere fredag sagde til Ritzau, at han inden jul vil sende en ansøgning om fri proces og et stævningsudkast til Civilstyrelsen.

Ofrene for det massive omsorgssvigt har i årevis forgæves søgt en undskyldning fra den danske stat.

Ud over en ansvarsanerkendelse fra staten vil de tre sagsøgere søge en kompensation for tort på et symbolsk beløb på tilsammen 10.100 kroner.

- Nu gør vi det, fordi det er næstsidste mulighed. Næste gang går vi til menneskerettighedskommissionen, siger Arne Roel Jørgensen, der var anbragt på drengehjemmet i Godhavn i Nordsjælland i to år i 1960'erne.

Rapporten, som blev offentliggjort i maj 2011, afslørede grove omsorgssvigt på børnehjem i Danmark.

Det er Syddansk Universitet og Forsorgsmuseet i Svendborg, der står bag rapporten efter at have undersøgt 19 danske børnehjem.

/ritzau/