Der bliver bedre kontrol med politiets langvarige anholdelser af borgere, der ikke har overtrådt loven.
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) oplyser i en mail til Ritzau, at han har aftalt med Rigspolitiet, at politiet skal indberette de præventive anholdelser, der varer mere end seks timer.
Reglen vil medføre, at ordensmagten tvinges til at forklare baggrunden for indgrebet.
Indtil nu har politiet i højst seks timer kunnet tilbageholde borgere uden at sigte dem, men tidsrammen skal nu udstrækkes til 12 timer. Det fremgår af regeringens såkaldte lømmelpakke.
Netop dette element i pakken har rystet en del jurister. Blandt andre chefjurist ved Cepos Jacob Mchangama, Østre Landsret, advokaterne og Institut for Menneskerettigheder har kritiseret ændringen.
Og senest har Den Danske Dommerforening fastslået, at der er retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved denne form for frihedsberøvelse.
I et høringssvar efterlyser dommernes formand, Jørgen Lougart, "et betydeligt klarere retsgrundlag end det eksisterende."
Men det ser Brian Mikkelsen ingen grund til. Betingelsen er fortsat, at anholdelserne skal være nødvendige for at afværge en konkret og nærliggende fare, påpeger han.
"Efter min opfattelse er der ikke behov for yderligere at tydeliggøre politiets hjemmel til administrativ frihedsberøvelse," skriver han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde