Ministerier evakueret efter mindre brand i pappresse
Der opstod onsdag brand i en pappresse i kælder til ministeriebygning. Ingen er kommet til skade.
På grund af mindre brand blev en regeringsbygning i Slotsholmsgade nær Christiansborg onsdag evakueret. Branden opstod i en pappresse i kælderen, oplyser operationschef Frank Mikkelsen fra Hovedstadens Beredskab.
Flere ministerier, herunder Justitsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet har til huse i gaden, der løber fra Christiansborg Slotsplads mod Christians Brygge.
Hos Københavns Politi oplyser vagtchef Stefan Ladeby, at der er tale om brand i Slotsholmsgade 10, der huser både Justits- og Finansministeriet.
Ifølge operationschef Frank Mikkelsen fra Hovedstadens Beredskab blev en automatisk brandalarm udløst, hvorefter bygningen blev evakueret.
- Det var i en pappresse i kælderen, at der var opstået en mindre glødebrand. Alle er kommet ud, og der er ingen melding om tilskadekomne, fortæller Frank Mikkelsen.
Branden blev slukket og har ikke spredt sig. Ifølge Frank Mikkelsen har røgen heller ikke spredt sig til andre dele af bygningen, og forventningen er, at den snart kan tages i brug igen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde