Missing People vil starte eftersøgning efter kajakroer

Den tomme kano blev fundet ud for Askø. Arkivfoto Foto: Anders Knudsen

Sejlere, kajak- og kanoroere opfordres til at være med til at lede efter den 70-årige mand, som lørdag blev meldt savnet efter en kajaktur med start ved Vigsnæs.

Offentliggjort Sidst opdateret

Midt på dagen lørdag satte 70-årige Per Gundorph Hansen fra Sakskøbing sin kajak i vandet ved Vigsnæs for at sejle sig en tur. Da han ikke kom hjem til aften som aftalt, blev en større eftersøgning sat i gang.

Fire redningsbåde og helikopter ledte sent lørdag aften området nord for de østlige Lolland igennem, desværre uden resultat. Sent lørdag aften blev Per Gundorph Hansens kajak med redningsvest ombord fundet tom øst for Askø. Og ved 23-tiden blev eftersøgningen indstillet, da det var blevet for mørkt for yderligere eftersøgning.

Søndag formiddag kunne vagtchefen hos politiet berette, at man ikke genoptager eftersøgningen, JRCC (Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre red.) vurderede, at der ikke var noget håb for at finde kajakroeren i live.

Tidligt søndag morgen bad Per Gundorph Hansens datter via Facebook folk i området kigge efter hendes far.

- Vi beder alle til vands og til lands, at holde øje med ham. Vi vil gerne have ham hjem, så hurtig som muligt, så vi kan tage værdigt afsked med ham.
Vores far er/ var 193 høj, mørk i huden, brune øjne, gråt kortklippet hår, ca 110 kg.
- Det vil have en stor betydning for hele familien, hvis I går en tur ved kysterne omkring, Bandholm, Vigsnæs, Guldborg, Sakskøbing fjord, Nykøbing F., skrev datteren i et offentligt opslag på det sociale medie.

Søndag overdrog familien den videre eftersøgning til organisationen ”Missing People”, som derefter besøgte området, for at forberede en eftersøgning.

- Mens vi var i området, fik vi via en sejler mulighed for at sende en efterlysning ud til sejlere i området via VHF med en opfordring til at kigge efter Per Gundorph Hansen, siger indsatsleder fra Missing People, Janne Bisgaard.

- Vi arbejder nu på, at få tilladelse fra blandt andet politi til at sætte en eftersøgning i gang, ligesom vi er ved at finde et sted, hvor vi kan samles og starte en egentlig eftersøgning. Og i den forbindelse håber vi, at foruden folk som går langs vandet, at også mange lokale sejlere og roere vil deltage, siger Janne Bisgaard.