Mistænkt for voldtægtsforsøg under flugt

Endnu en gang er der sket en større flugt fra en af landets psykiatriske afdelinger. Seks personer stak natten til søndag af fra hospitalet i Risskov ved Århus.

Alle seks er nu anholdt igen, men ifølge Østjyllands Politi er den ene nu mistænkt for både et voldtægtsforsøg og et voldeligt overfald under flugten.

Det var kort efter midtnat, at fem mænd og en kvinde brød en dør op og stak af. De fem af dem var anbragt på hospitalet ved dom, og politiet vurderede, at de kunne være farlige for deres omgivelser.

Det skulle snart vise sig at være sandt.

De fem blev anholdt i løbet af få timer efter flugten, heraf blev de fire fundet på et nærliggende værtshus. Men den sjette blev først anholdt ud på morgen. Forinden var der indløbet en alarm om, at en 21-årig kvinde ved syvtiden var blevet overfaldet på cykelstien langs badestranden Den Permanente. Kvinden blev sparket, men havde held til at flygte.

Fem minutter senere kom den næste alarm, da en livredder fra stranden oplyste, at han havde fundet en 51-årig kvinde, der tilsyneladende har været udsat for et voldtægtsforsøg.

Signalementet af gerningsmanden passede i begge tilfælde på den sjette flugtfange, og få minutter senere kunne politiet anholde ham lige i nærheden.

/ritzau/

Seks personer flygtede i nat fra psykiatrisk afdeling ved Århus. En af dem mistænkes for overfald og voldtægtsforsøg under flugten. Alle er anholdt igen.

Offentliggjort Sidst opdateret