Mistænkt i stor terrorsag bliver i sin celle
En af de anholdte i den store aktion fra december har indvilget i, at hans varetægtsfængsling forlænges.
En mand, der blev anholdt som led i den storstilede antiterroraktion i december, har frivilligt valgt at lade sin varetægtsfængsling forlænge i fire uger.
Det oplyser mandens forsvarer, advokat Asser Gregersen, i en mail.
Retten i Odense skulle ellers have afholdt et retsmøde torsdag, hvor der skulle tages stilling til mandens varetægtsfængsling.
Den 29-årige, der er beskyttet af et navneforbud, blev anholdt på en gård på Fyn den 11. december.
Manden er ifølge avisen Danmark sigtet for at forsøge at samle penge ind til Islamisk Stat.
Desuden søgte han ifølge myndighederne viden om drab og fremstilling af sprængstoffer på internettet.
I alt 22 mænd og kvinder blev anholdt i antiterroraktionen den 11. december og sigtet for at have overtrådt terrorbestemmelser i straffeloven.
Aktionen, som var koordineret af Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste, foregik samtidig i syv af landets 12 politikredse.
Fem personer beskyldes for i flere måneder at have forsøgt at finansiere og købe pistoler, lyddæmpere og ammunition, som skulle bruges til terror. Tre af dem er senere blevet varetægtsfængslet.
Tre andre sigtes for at have forberedt fremstilling af en eller flere bomber blandt andet ved at anskaffe komponenter til fremstilling af sprængstoffet TATP.
De blev alle tre varetægtsfængslet. De seks foreløbige fængsling udløber også i denne uge.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker