Mistænkt seriekrænker troppede selv op hos politiet
En 20-årig mand fra Randers troppede selv op på politigården i Aarhus, efter at politiet havde offentliggjort billeder af ham i en sag, hvor han sigtes for flere krænkelser. (Arkivfoto) Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
20-årig skal sidde varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling. Han har delvist erkendt krænkelser i Trige.
En 20-årig mand fra Randers er blevet anholdt for at have krænket flere unge kvinder i Trige gennem de sidste to uger.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Torsdag mødte manden selv op på politistationen i Aarhus C, hvor han fortalte, at det var ham, der var på politiets offentliggjorte billeder i sagen.
Han blev straks anholdt, og fredag formiddag blev han stillet for en dommer i Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling. I retsmødet besluttede dommeren, at han foreløbigt skal være fængslet i fire uger.
Han er dog fængslet i surrogat og skal være på en psykiatrisk afdeling.
Han sigtes for otte forskellige forhold, og ifølge politiet erkendte han i retsmødet delvist.
Østjyllands Politi har tidligere over for TV2 Østjylland fortalt, at anmelderne af krænkelserne både var teenagepiger og voksne kvinder, som enten er blevet forsøgt kysset eller befamlet af krænkeren.
- Vi er meget tilfredse med, at vi nu har anholdt den formodede gerningsmand, som har skabt meget stor utryghed i området. Det er en sag, der har haft høj prioritet, og vi har efterforsket den intenst og løbende haft patruljer derude.
- Jeg vil gerne takke borgerne for at have bidraget både med tip og med de massive delinger af de billeder, vi offentliggjorde i sagen, siger politiinspektør Brian Voss Olsen fredag i politiets pressemeddelelse.
Fængslingen af den 20-årige løber foreløbigt i fire uger - herefter vil retten skulle tage stilling til fængslingen på ny, hvis anklageren ønsker den forlænget.
Manden har valgt at acceptere fængslingen og vil ikke kære afgørelsen til landsretten.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet