Mistænkt storrøver beskyldt for voldtægt

En af de mistænkte i sagen om Danmarkshistoriens største kup blev fredag beskyldt for også at have voldtaget en ung kvinde i København.

Kvinden forklarede i den stopfyldte retssal, hvordan hun havde mødt manden ved et rent tilfælde i juni 2008. Hun havde tabt sin mobiltelefon og henvendte sig derfor til den fremmede mand på gaden, så hun kunne ringe fra hans telefon for at høre, om nogen havde fundet hendes telefon.

I dagene efter tog manden kontakt til hende igen og spurgte, om ikke de skulle mødes.

- Jeg er meget udadvendt, så lad os drikke en kop kaffe, tænkte jeg. Det ville jeg ikke være afvisende over for, forklarede hun.

Så de to mødtes i det gode sommervejr på et tæppe i Nørrebroparken, og det endte med, at de gik hjem til hendes lejlighed i nærheden for at snakke videre.

Men da kvinden syntes, at det var tid til at afbryde snakken og gerne ville i seng, ville manden ikke gå.

- Han havde en masse undskyldninger for, hvorfor han ikke kunne komme hjem. Så jeg sagde, at så måtte han jo blive og sove. Men han ville ikke lade mig være. Han blev ved med at røre ved mig, forklarede kvinden med en stemme, der blev hurtigere og hurtigere for så til sidst at gå i stå og ende med en klump i halsen.

- Han blev ved med at overskride mine grænser igen og igen. Og så ender det med, at han voldtager mig. Det var ihvertfald imod min vilje, fortalte hun.

Til sidst blev hun dog så hysterisk, at hun fik smidt ham ud af lejligheden.

Da anklageren på storskærm viste en stribe billeder af forskellige mænd, var kvinden ikke i tvivl.

- Det var ham der, sagde hun.

Manden er dog ikke tiltalt for voldtægten. Retssagen handler udelukkende om røveriet mod Dansk Værdihåndtering i august 2008, hvor en bande røvere slap væk med mindst 62 millioner kroner.

/ritzau/

En tabt mobiltelefon bragte ung kvinde i kontakt med mistænkt fra millionrøveriet i Brøndby. Manden voldtog hende, ifølge hendes egen forklaring.

Offentliggjort Sidst opdateret