Mistænkt våben- og narkohandler kræves fængslet
En 34-årig mand stilles for en dommer sigtet for salg af 3,5 kilo kokain, 30 kilo hash og to skydevåben.
En formodet våben- og narkohandler bliver tirsdag formiddag stillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved.
Han er sigtet for at have solgt 3,5 kilo kokain, 30 kilo hash og to skydevåben. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Manden, der er 34 år, blev anholdt mandag klokken 10.12. Grundlovsforhøret gik i gang klokken 09.45 tirsdag, og dermed blev 24-timers fristen fra anholdelse til retsmøde akkurat overholdt.
For anklagemyndigheden møder Skipper Pelle Falsled. Han oplyser, at han vil anmode om at få lukket dørene ved retsmødet. Derfor ønsker politiet ikke at komme nærmere ind på sagens omstændigheder.
Det er dog oplyst, at den anholdte mand er fra Sorø.
Anholdelsen kom i forlængelse af en lang række andre sager, der er opstået, efter at fransk politi lykkedes med at få forskellige medier dekrypteret.
Det materiale har dansk politi siden fået stillet til rådighed.
Den 34-årige har ifølge politiet gjort brug af den krypterede kommunikation til at organisere og aftale indkøb og videresalg af de ulovlige stoffer.
- Organiserede kriminelle bruger i stigende grad forskellige krypterede platforme til at kommunikere, udtaler politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i pressemeddelelsen.
- Dels for at holde sig ude af myndighedernes søgelys og dels for at optræde så anonymt som muligt, når de begår deres kriminalitet, siger han.
Anklagemyndigheden går efter at få den 34-årige varetægtsfængslet i sagen.
Det fremgår ikke, hvordan den 34-årige forholder sig til sigtelserne mod ham.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned