Mistanke om 10 års misbrug af to piger

To piger fra Bornholm er muligvis blevet groft misbrugt i helt op til 10 år. Politiets mistanke går på, at pigernes mor også har deltaget i overgrebene.

Hun sidder nu fængslet sammen med døtrenes adoptivfar.

Chefanklager Benthe Pedersen Lund bekræfter, at den 39-årige kvinde ikke kun er sigtet for medvirken ved eksempelvis blot at have forholdt sig passiv.

- Der er ikke citeret nogen medvirkensbestemmelse i kvindens sigtelse, siger hun.

Moren er sigtet efter straffelovens paragraf 210 om incest.

Den 56-årige adoptivfar, der juridisk set ikke er beslægtet med børnene, er derimod sigtet efter paragrafferne om samleje og anden kønslig omgængelse med adoptivbørn under 15 år.

De to blev fængslet allerede i juli, men først nu går politiet ud og fortæller om sagen.

- Den har kørt for dobbeltlukkede døre af hensyn til efterforskningen, siger Peter Jørgensen fra Bornholms Politi.

I dag er pigerne 16 og 18 år gamle. Den yngste har kommunen anbragt uden for hjemmet, mens den ældste er flyttet hjemmefra.

Hos den 56-årige mand blev der desuden fundet det, som politiet kalder en "omfattende" mængde af våben og ammunition.

Politiet oplyser, at "det ikke kan udelukkes, at der sker yderligere sigtelser" i sagen.

Spørgsmålet er derfor, om politiet mistænker, at flere personer kan have deltaget i de mulige overgreb.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Benthe Pedersen Lund.

Politiet er endnu ikke så langt fremme, at man kan tage stilling til, om der skal rejses tiltalte mod pigernes 39-årige mor og adoptivfaren.

Det vil først blive afklaret i løbet af nogle måneder.

/ritzau/

Politiet mistænker en mor og en adoptivfar på Bornholm for groft misbrug af deres to piger.

Offentliggjort Sidst opdateret