Mandag i denne uge havde den 23-årige Mark Christensen sin første arbejdsdag i bunden af en lagersilo på den tidligere Sakskøbing Sukkerfabrik.
Tirsdag eftermiddag klokken 15 lå han død i en udtagshul i bunden af siloen, begravet i sukker. Hvordan det skete, er der ingen der ved, for han var alene i siloen, da han faldt. Men det står klart, at netop fordi han var alene i siloen, da ulykken skete, var sikkerhedsforskrifterne ikke overholdt.
Fabriksdirektør Aksel Føns Johnsen fra Nordic Sugars fabrik i Nykøbing, som i går vendte hjem fra ferie på grund af ulykken, oplyser, at den omkomne indgik i et sjak på tre mand, som skulle tømme siloen for den sidste rest sukker, et arbejde, som anslås til at vare en uges tid.
- De to af mændene - heriblandt den omkomne - var ikke ansat hos os, men i et firma, som vi havde bestilt til opgaven. Dette firma har vi samarbejdet med i en årrække, og mens den omkomne deltog i arbejdet for første gang, havde hans makker prøvet det før. Den tredje mand var en af vores egne meget erfarne folk, siger Aksel Føns Johnsen.
Mens de to mand arbejdede inde i siloen med at skovle sukkerbunkerne ned i udtagshullerne i bunden, skulle den tredje lede sukkeret ind på et transportbånd under siloen. Der er en klar sikkerhedsforskrift for det farlige arbejde, som siger, at man altid skal være to mand inde i siloen ad gangen. Og hvis man under arbejdet går på løst sukker, skal man bære livline.
Ifølge tilsynschef ved Arbejdstilsynet Jens Lauritsen står det klart, at de to mænd arbejdede sammen inde i siloen kort før ulykken, men at de begge forlod den, da den ene skulle på toilettet. Da manden var færdig med toiletbesøget, var hans makker væk, og han fandt ham først inde i siloen, begravet i et udtagshul med kun én fod fri.
Politiassistent Tom Ahlqvist oplyser, at en rapport om forløbet vil være færdig i løbet af en uge.
Rapporten bliver fremsendt til Arbejdstilsynet, hvor den skal indgå i tilsynets vurdering af ulykken. Herefter bliver Arbejdstilsynets rapport sendt tilbage til politiet til juridisk vurdering.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker