Det gælder om at kigge sig over skulderen, når man står med dankortet fremme. For TDC oplever i øjeblikket, at svindlere benytter andre menneskers kreditkortoplysninger til at tanke taletid på mobiltelefoner.
I løbet af knap en måned har selskabet fået kendskab til omkring 200 tilfælde.
- Svindlerne bliver mere og mere udspekulerede. Vi har ikke tidligere set det på denne måde, hvor almindelige danskere får afluret deres kreditkortoplysninger, som så bruges til at tanke taletid med hos TDC. Svindleren ringer derefter til dyre numre i udlandet, forklarer Anne-Mette Sommer, afdelingsdirektør i TDC.
Ofrene for svindlen kan på deres kontoudtog se overførsler til TDC, som de ikke selv har foretaget. Hos teleselskabet har man ikke noget overblik over, hvor svindlerne får kreditkortoplysningerne fra. Men det kan være fra tilfælde, hvor man afleverer sit dankort til andre i forbindelse med et køb.
Hos TDC regner man med, at svindlen foregår mere eller mindre organiseret. For eksempel kan fuskerne sælge taletiden videre for tjene rede penge, og man formoder også, at de tjener gode penge på at ringe til de overtakserede numre i udlandet. Her kan de nemlig stå i ledtog med dem, der tjener penge på opkald til nummeret.
Svindlerne skifter løbende opkaldsnumre, så det er svært at sætte en stopper for de dyre udenlandske opkald.
- Svindlerne huserer i perioder, og vi er desværre inde i sådan en periode lige nu, siger Anne-Mette Sommer.
Hvis man opdager mobilsvindel på sine kontoudtog, skal man kontakte sin bank og få dem til at afvise betalingen. Derefter skal man melde svindlen til politiet, lyder opfordringen fra TDC.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker