Molotovcocktail satte bil i brand og to personer sprang ud
Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker en bilbrand, der fandt sted natten til søndag. Der blev kastet en molotovcocktail ind under en bil, hvor der sad to personer. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ingen kom til skade, da der natten til søndag blev kastet en molotovcocktail ind under en bil i Thisted.
Da en molotovcocktail natten til søndag blev kastet ind under en sort BMW i Thisted, sad to personer i bilen.
De to personer opdagede, at der stod flammer ud af bilens bagende og nåede uskadte ud af bilen.
Det skriver TV MidtVest, som har talt med vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi om episoden.
Politiet oplyser, at molotovcocktailen - der er en hjemmelavet brandbombe - blev kastet af en hætteklædt mand.
- Vi har ikke meget at gå efter, men vi ved, at det er en hætteklædt mandsperson, som kaster den brændende molotovcocktail, men vidner ikke kan beskrive ham nærmere, fordi han er næsten er tildækket, og fordi det er mørkt, lyder det ifølge TV MidtVest.
Episoden fandt sted på Strandvejen i Thisted ved en el-ladestation omkring 02.47 natten til søndag. Det fremgår af et opslag fra politiet på det sociale medie X.
- Formodes at en ukendt person har smidt en molotovcocktail ind under en parkeret bil. Ingen personskade. Køretøjet delvis udbrændt.
- Stedet er afspærret med hjælp fra Hjemmeværnet. Politiet undersøger forholdet, lyder det i politiets opslag klokken 05.45.
Ingen er endnu anholdt for episoden.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde