Mor anede ikke uråd før drab på søn

To medarbejdere i Østjyllands Politi begik ingen fejl, da de tog imod bekymrede opkald fra moren til den otte-årige dreng, inden han blev skudt af sin far.

Det konkluderer politiet på baggrund af en intern undersøgelse.

De to medarbejdere kunne ikke have forudset sagens dybt tragiske udgang, konkluderer chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen i en pressemeddelelse.

Den 47-årige far dræbte ved 17-tiden den 6. december først parrets søn og derefter sig selv. Forbrydelsen skete i en lejlighed i Løgten nord for Århus.

Lidt før klokken 16 ringede drengens mor to gange til politiet.

Alarmoperatøren på 112 kan ikke selv huske den kortvarige samtale, men det er sandsynligt, at han henviste hende til at ringe på 114.

Her kan en servicemedarbejderen til gengæld godt huske opkaldet. Moren fortalte, at hun ikke kunne komme i kontakt med faren, der endnu ikke havde afleveret sønnen efter samvær i weekenden.

Men servicemedarbejderen fik ikke indtryk af, at der var tale om en akut situation.

Det endte med, at moren blev bedt om at henvende sig til statsforvaltningen, oplyser Østjyllands Politi.

Under en afhøring har moren bekræftet, at hun ikke på daværende tidspunkt havde grund til at tro, at faren ville gøre barnet fortræd.

/ritzau/

Mor ringede to gange til politiet, inden far i Løgten dræbte parrets søn. Politichef afviser fejl.

Offentliggjort Sidst opdateret