Mor løsladt i sag fra Tønder om børnevold

Det lykkedes ikke politiet at få retten til at forlænge fængslingen af en 44-årig mor fra Tønder, der er sigtet for vold mod sine børn.

Tirsdag valgte en dommer i Retten i Sønderborg at løslade kvinden. Anklageren kærede imidlertid straks løsladelsen, så Vestre Landsret også skal tage stilling til politiets ønske om at få varetægtsfængslingen forlænget.

- Derfor bliver kvinden i arresten, indtil landsretten har taget stilling, siger stationsleder Svend Erik Paulsen, lokalpolitiet i Tønder.

Kvinden er sigtet for gennem 11 år at have udøvet vold mod sin nu 17-årige søn samt for vold mod sin datter, der i dag er syv år.

Trods løsladelsen er hun fortsat mistænkt i sagen, og børnene er midlertidigt anbragt uden for hjemmet.

Sagen kom for dagen, da Tønder Kommune prompte reagerede på underretninger om familien, der for nylig er flyttet til kommunen.

Børne- og Ungechefen i Tønder Kommune har tidligere forklaret, at det er den såkaldte Tøndersag, hvor en far udlejede sin datter til andre mænd, der har fået kommunen til at reagere instinktivt i sager om vold mod børn.

Retsmøderne i sagen er afholdt for lukkede døre, og det er derfor uvist, hvordan kvinden stiller sig til sigtelserne om vold mod sine børn.

/ritzau/

En 44-årig kvinde fra Tønder er blevet løsladt i sag, hvor hun mistænkes for 11 års vold mod sine børn.

Offentliggjort Sidst opdateret