Mor mister bil efter datterens vanvidskørsel i byzone
Retten i Nykøbing Falster har torsdag valgt at konfiskere den bil, som en ung kvinde kørte vanvidskørsel i en aften i maj. Det er den unge kvindes mors bil. (Arkivfoto) Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
En ung kvinde er torsdag dømt for vanvidskørsel i sin mors bil. Retten har valgt at konfiskere bilen.
En mor til en 20-årig kvinde har mistet sin Fiat 500 efter datterens vanvidskørsel.
For Retten i Nykøbing Falster har torsdag konfiskeret morens bil i en dom, hvor datteren idømmes 20 dages ubetinget fængsel og fratages førerretten i tre år.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Det var 13. maj om aftenen, at den unge kvinde kørte 106 kilometer i timen på Nykøbingvej gennem en byzone i Horreby ved Nykøbing Falster. Her må man dog kun køre 50 kilometer i timen, og bilen blev fanget i en fartkontrol.
- Der var hastighedskontrol denne aften, siger anklager Iben Grønbæk.
Med en overskridelse af fartgrænsen med mere end 100 procent bliver det betegnet som vanvidskørsel.
Og på det område har politikerne strammet reglerne.
Siden 31. marts har det været muligt at konfiskere en bil, selv om det ikke er ejeren selv, som har kørt vanvidskørsel i den. I første omgang er det politiet, der beslaglægger bilen, og så skal retten tage stilling til, om den faktisk skal konfiskeres.
Kvindens fængselsstraf på 20 dage er ubetinget. Den kan muligvis afsones med fodlænke i stedet for afsoning i et fængsel, men det er ikke noget, som retten tager stilling til.
Anklager Iben Grønbæk oplyser, at kvinden i retten nægtede sig skyldig i selve forseelsen, men erkendte at have ført bilen. Hun har dog valgt at modtage dommen og vil altså ikke anke til landsretten.
Det er ikke første gang, at en bilejer mister sin bil, selv om det ikke er ejeren selv, der har kørt.
Tidligere i juni faldt den første dom i Retten i Glostrup.
Her fik en 34-årig kvinde konfiskeret sin sorte Mazda CX-3, selv om det var hendes 36-årige kæreste, som havde lånt bilen og kørt 108 kilometer i timen gennem et tæt bebygget området i Rødovre.
Ifølge FDM, en interesseorganisation for bilejere, viser tal fra Rigspolitiet, at der 14. juni var blevet beslaglagt 237 køretøjer, siden den nye lov trådte i kraft. I 94 af tilfældene var det en anden fører end ejeren af bilen.
Men det er altså op til retten i sidste ende at afgøre, om bilen skal konfiskeres, efter at den er beslaglagt.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet