Mor og søn dræbt med flere knivstik

Da den gråhårede herre med høreapparat tog plads i Retten i Sønderborg søndag eftermiddag, nægtede han sig skyldig.

Den 70-årige mand er sigtet for at have dræbt sin to år yngre hustru og deres 42-årige søn med "adskillige knivstik", fremgår det af sigtelsen.

Politiet har tidligere udtalt, at drabene er foregået fredag aften. Men sigtelsen er indtil videre bredt formuleret. Den slår blot fast, at drabene er sket mellem fredag klokken 20.30 og lørdag klokken 13.30, hvor ligene blev fundet.

Anklageren krævede dørene lukket under grundlovsforhøret, fordi politiet endnu ikke er færdig med at afsøge hele den landejendom på Gyden 1 i Møgeltønder, hvor drabene skete. Det tyder altså på, at efterforskerne endnu ikke har fundet drabsvåbnet.

Politiet regner med, at man skal bruge yderligere tre-fire dage, før man har helt styr på detaljerne i sagen. Mens retsmødet var i gang, afsøgte politifolk med hunde de omkringliggende marker. Samtidig var ligene af de to dræbte kørt til obduktion.

En række vidner skal afhøres i forsøget på at finde et motiv til familietragedien. Indtil videre har politiet ikke kunnet lægge sig fast på, hvorfor den 70-årige skulle tage livet af sin nærmeste familie.

Dommeren valgte da også at efterkomme anklagerens ønske. Dommeren lagde blandt andet vægt på, at dørene i huset havde været ulåste, så derfor kan det ikke udelukkes, at der har været andre end den 70-årige inde i huset.

/ritzau/

Grundlovsforhør for lukkede døre i sagen om dobbeltdrabet i Møgeltønder. Politiet mangler at afsøge dele af huset, hvor drabene fandt sted, og at afhøre vidner

Offentliggjort Sidst opdateret