Morfar tilstår drab på advokat i fogedretten
Morfar erkender ifølge sin advokat sig skyldig i drab på advokat og drabsforsøg i fogedretten.
Den 67-årige morfar erkender sig onsdag ved Retten på Frederiksberg skyldig i drab på advokat Anders Lindholt og drabsforsøg på sit barnebarns far.
Det oplyser hans forsvarsadvokat, efter at anklager Martin Stassen har læst sigtelsen op mod manden.
Advokaten blev dræbt under et retsmøde tirsdag i fogedretten i København, hvor morfaren havde medbragt en oversavet riffel. Med den skød han ifølge sin egen forklaring først barnebarnets far og derefter advokaten.
Den dommerfuldmægtige, som var til stede, har derimod forklaret, at advokaten tilsyneladende blev ramt først.
Morfarens forsvarsadvokat har krævet, at dørene i sagen bliver lukket, men det har retten afvist.
Selv føler morfaren sig ikke i stand til at svare på anklagerens spørgsmål.
- Jeg føler mig ikke i stand til at sige noget fyldestgørende. Jeg blev afhørt gennem syv timer i går. Jeg fik noget kaffe og kage i går, og jeg plejer at få noget medicin mod migræne om morgenen, og det har jeg ikke fået, siger morfaren.
Martin Stassen refererer derfor fra den forklaring, som morfaren har givet til politiet.
Her har morfaren forklaret, at han flere gange har sendt breve til advokaten, som repræsenterede barnebarnets far i en strid med moren omkring parrets barn.
Morfaren har til politiet forklaret, at advokaten efter hans opfattelse flere gange har løjet.
Allerede dagen før, altså mandag, besluttede morfaren, at han ville tage et våben med i retten, og han valgte at save en riffel over. Det foregik i hans eget værksted.
Allerede tirsdag var det fremme, at morfaren erkendte, at det var ham, som havde skudt. Men der er forskel på at erkende de faktiske omstændigheder, som det hedder i jurasprog, og at tilstå drab og drabsforsøg.
For at der kan være tale om en tilståelse, skal den sigtede nemlig også erkende, at han havde til hensigt at dræbe, eller at han var bevidst om, at offeret nok vil dø. Det er netop det, som morfaren med sin tilståelse erkender.
På baggrund af mandens tilståelse og de øvrige oplysninger i sagen har retten valgt at varetægtsfængsle manden i foreløbig fire uger.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned