Motivet til bandeskyderi i Rungsted er stadig ukendt
Et skyderi i Rungsted lørdag aften, hvor en blev dræbt og fire såret, skyldtes formentlig et opgør mellem to lokale bandegrupperinger. Men politiet kender endnu ikke motivet til skyderiet. 14 mænd er anholdt, men det er ikke afgjort, hvor mange der skal fremstilles i grundlovsforhør. Foto: Mathias øgendal/Ritzau Scanpix
Mathias øgendal/Ritzau Scanpix
Nordsjællands Politi søger vidner til skyderiet lørdag aften, der kostede en 20-årig mand livet.
Dagen efter et voldsomt skyderi i Rungsted, hvor en 20-årig mand blev dræbt og fire andre såret, er motivet stadig ukendt for politiet.
Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse søndag formiddag. Det er dog stadig politiets opfattelse, at skyderiet blev udløst af uenighed mellem to lokale bandegrupperinger.
Politiinspektør Lau Thygesen fortalte på et pressemøde lørdag aften, at skyderiet muligvis var en reaktion på noget, der var sket tidligere på dagen.
- Noget tyder på, at det her er en anden bølge, hvor man valgte at bruge skydevåben, sagde Lau Thygesen.
Politiet modtog lørdag aften klokken 18.03 en anmeldelse om skyderi på Rungsted Strandvej.
Da politiet nåede frem viste det sig, at flere var ramt af skud. En 20-årig mand fra Nivå mistede livet, mens fire andre mænd i alderen 20-27 år blev såret og indlagt på sygehus.
I løbet af aftenen blev 14 mænd i alderen 20-32 år anholdt. Det vil først senere søndag blive afgjort, hvor mange af dem der skal fremstilles i grundlovsforhør.
Politiet vil stadig gerne høre fra vidner eller andre, der kan bidrage til at opklare sagen, lyder det i søndagens pressemeddelelse.
Hvis politiets formodning, om at skyderiet blev udløst af uenighed mellem to bandegrupperinger, holder stik, er der ifølge Lau Thygesen tale om en pludselig opblussen af lokale konflikter.
- Vi har haft en lang periode med ro på. Der har ikke været meget aktivitet. Desværre opstår det pludseligt. Der har ikke været nogle indikationer på, at det her har været på vej, sagde Lau Thygesen lørdag aften.
I kølvandet på skyderiet har politiet intensiveret patruljeringen.
- Jeg har stor forståelse for, at der kan opstå utryghed efter sådan en hændelse, siger Carsten Spliid, politiinspektør og linjechef for Forebyggelse og Nærhed, Nordsjællands Politi, i søndagens pressemeddelelse.
- Derfor vil vi også være ekstra synligt til stede, både i Rungsted og i andre dele af politikredsen, for at sikre, at borgerne igen føler sig trygge.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker