Motorcykeltur på diget endte galt: Brødre tæskede 60-årig for at få hans telefon - nu er de dømt

På diget, der ses i den øverste del af billedet, blev manden overfaldet af brødreparret. Arkivfoto: Anders Knudsen

To brødre på 21 og 19 år skal i fængsel efter voldsom episode på diget på Lolland, hvor en 60-årig mand blev tildelt flere slag og spark og fik frarøvet sin telefon. Mændene kørte rundt på henholdsvis en motorcykel og en knallert.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det lyder som noget, mange har gjort i computerspillet Grand Theft Auto, bedre kendt med forkortelsen GTA. Men det kan altså også finde sted i virkeligheden. Og så endda på Lolland.

I oktober var to brødre på 21 og 19 år på anklagebænken i Retten i Nykøbing. Her var de tiltalt for røveri, trusler og vold.

Dramaet udspillede sig på diget ved Kramnitze.

Overfaldt 60-årig og tog telefon

Her kom brødrene drønende på henholdsvis en motorcykel og en knallert mandag den 13. maj først på eftermiddagen. En 60-årig mand, som var i gang med at udføre arbejde på diget, signalerede til brødrene, at de ikke måtte køre på diget.

Han hev sin telefon frem for at filme eller tage billeder af brødrene, da de passerede ham. Det fik brødrene til at vende om og køre tilbage til manden. De ville have fingrene i telefonen for at slette eventuelle optagelser af dem.

Læs også: Røveri på diget: Unge mænd tæskede 60-årig

De overfaldt arbejdsmanden, hvor den ældste af brødrene tildelte ham flere knytnæveslag i ansigtet, hvorved han faldt omkuld. Herefter blev han tildelt flere slag og spark af begge brødre. Til sidst holdt den 21-årige ham fast, imens den 19-årige tog hans telefon. Brødrene har forklaret, at de efterfølgende smed telefonen i et nærliggende vådområde.

Under overfaldet truede den ene af mændene den 60-årige om, at der ville komme rockere efter ham, hvis han meldte dem til politiet.

Sparkede i høj fart

Den 60-årige tilkaldte en kollega, som kom op på diget længere henne, efter brødrene kørte fra røveriet.

Brødrene kom kørende mod kollegaen, som forsøgte at stoppe dem ved at træde midt ud på stien. Men i stedet for at stoppe op, strakte den 21-årige sit ben ud og ramte manden i lysken.

Den 21-årige har forklaret, at han kom kørende med 60-70 kilometer i timen og var bange for, at manden på diget ville vælte ham, og at han derfor strakte sit ben ud.

Derfor var den 21-årige også anklaget for vold oven i hatten.

Ulovlig tvang

Den ældste af brødrene erkender vold mod den 60-årige, men nægtede sig skyldig i røveri, trusler og vold mod anden ansat. Den yngste bror nægter sig skyldig i alle anklager. De har begge forklaret, at det var den anden bror, der fremsatte truslerne.

Retten valgte ikke at lytte til deres påstande om uskyld. Dog slap de begge for at blive kendt skyldige i røveri, da mændene ikke havde taget telefonen med henblik på at beholde den eller sælge den. Det blev i stedet konverteret til ulovlig tvang begået mod den 60-årige, som begge blev kendt skyldige i. Begge blev kendt skyldige i trusler, mens storebroren også blev kendt skyldig i vold med sit udstrakte spark.

De modtog begge fængselsstraffe. Den 21-årige blev idømt syv måneders ubetinget fængsel, mens den 19-årige blev idømt seks måneders ubetinget fængsel. I strafudmålingen lagde retten vægt på sagens karakter, og at de begge er tidligere straffet.

Oveni skal de betale sagens omkostninger og en mindre erstatning til både den 60-årige og Det Lollandske Digelag.

Brødrene har i forvejen siddet varetægtsfængslet i knap to måneder tidligere på året og venter nu på at komme ind og afsone den resterende del af deres straf.

Begge brødre modtog dommene.