Motorcyklist kører ind i parkeret bil og bliver dræbt

En 45-årig mand mistede herredømmet over sin motorcykel i København. Han døde senere på Rigshospitalet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 45-årig mand er onsdag aften død på Rigshospitalet, efter at han tidligere på dagen kørte galt på sin motorcykel i København.

Det oplyser Københavns Politi.

Ulykken skete kort før klokken 18.00 på Frederiksborgvej ved Glasvej i Københavns Nordvestkvarter.

- Her mister han herredømmet over motorcyklen. Den rammer en parkeret bil, og føreren af motorcyklen kommer på en eller anden måde i klemme under bilen, fortæller politiets vagtchef Henrik Brix.

Efter ulykken blev den 45-årige livløse mand bragt til Rigshospitalet, men her døde han senere af sine kvæstelser.

Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken.