Motorvejs-vanvid: Steen fik smidt kanonslag på bilen

Her kan man se "efterdønningerne" på Steens bil efter kanonslaget. Privatfoto

Det var et rent held, at der ikke skete mere, da et kanonslag smidt fra en motorvejsbro eksploderede på toppen af Steens bil lørdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg var helt rystet og fik et kæmpe chok. Det samme gjorde min kone og vores 10-årige søn på bagsædet.

Sådan lyder det fra Steen Christian Nielsen, da han overfor Folketidende sætter ord på den hændelse, der ramte familien lørdag aften på motorvejen mellem Rødby og Maribo.

Familien kom kørende under motorvejsbroen ved Ringsebøllevej i nordgående retning, da den ellers stille aftentur bliver afløst af en kæmpe forskrækkelse.

- Jeg kommer kørende nordpå og sidder med øjnene på vejen, da der pludselig lyder et dunk på bilen, hvorefter der så kommer et rabalder uden lige efterfulgt af et lysglimt.

- Jeg får et helt chok. Min første tanke var, at jeg enten var blevet påkørt, eller jeg selv havde påkørt noget, men kan ikke se noget hverken foran mig eller bagved, da jeg orienterer mig i spejlene.

- Da jeg sætter farten ned, kan jeg se, at vi er kørt under en motorvejsbro, og deroppe kan jeg se, at der ligesom er noget lys, der tænder på en scooter. Da vi når Holeby-afkørslen, drejer jeg fra og tænder katastrofeblinket, for at se hvad der sket.

- Der er det, vi ser denne her hvide blamage på forruden og taget. Min kone kommer også ud, og så går det op for os, at der er kastet noget ud oppe fra den bro, fortæller Steen Christian Nielsen.

Et kanonslag

De får ringet til politiet, som ankommer fire-fem minutter senere, og kører derpå hen mod motorvejsbroen, hvor de dog ikke umiddelbart kan se nogen eller noget.

Politiet tager henvendelsen meget alvorligt, fortæller Steen, og begynder også straks at lede i området, dog uden at finde noget.

- Jeg tænker, at der har stået en deroppe med et kanonslag og kastet det ud. En af betjentene fortæller mig, at det ikke er første gang, der bliver smidt noget ud fra de her motorvejsbroer mellem Rødby og Maribo.

- Kanonslaget har ramt frontklappen på bilen, hvor den lavede en bule, og så er det ligesom røget op på ruden og taget, hvor det så er sprunget. Og når man kommer kørende med 110 kilometer i timen, så slår det jo hårdt, fortæller en ærgerlig familie-far, der naturligvis er glad for, at der ikke skete noget med familien.

- Jeg har kørt mange forskellige former for køretøjer det meste af mit voksenliv, men jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis det var en ny bilist, der kom kørende.

Advarer andre

- Vi kom selv kørende i et færgetræk, men havde heldigvis lige været inde at tanke, eller havde vi ligget i en hel kolonne, og så kunne det nemt være gået galt, slår han fast.

Steen Christian Nielsen delte efterfølgende sin ubehagelige oplevelse på Facebook, og han håber, at han med sin advarsel kan sørge for, at det ikke sker igen.

Han opfordrer folk til at holde ekstra øje og naturligvis kontakte politiet, hvis de ser noget eller ved, hvem der står bag den vanvittige gerning på motorvejen lørdag aften.

Folketidende har været i kontakt med politiet, der bekræfter hændelsen og nu undersøger sagen nærmere.