Mulig brandstifter slog 16-årig ned

Natten til lørdag blev et lille kollegium på Ærø raseret af en brand. Alle kollegiets fire værelser er røg- og sodskadede og er ubeboelige efter branden.

Det drejer sig om Kollegiet Klinten, der ligger på Rolighedsvej i Marstel. Her raserede ilden kollegieværelserne, som ligger på tagetagen.

Det var en 16-årig dreng, der bor på kollegiet, som opdagede branden. Et par timer inden var han blevet slået ned af en person, som muligvis er identisk med brandstifteren.

- Vi får den første anmeldelse derudefra klokken 23.51, hvor den 16-årige er ude i fælleskøkkenet for at smøre sig en mad, fortæller vagtchef Erik Halkær fra Fyns Politi.

- Han ser en delvis maskeret mand, som er inde på et af værelserne, og da han spørger, hvad han har gang i, bliver han slået i ansigtet og slår selv tilbage, fortæller vagtchefen.

Den maskerede mand stak af fra kollegiet, men tilsyneladende efterlod han noget, som kunne være blevet livsfarligt for de tre personer, som befandt sig i bygningen i nattens løb.

- Klokken 01.50 opdager den 16-årige, at der kommer røg ud under døren til det værelse, hvor han så en person tidligere. Da han åbner døren, ser han, at der er ild i sengen, fortæller Erik Halkær.

Den 16-årige har forklaret til politiet, at han uden held forsøgte at finde en brandslukker. I stedet fik han alarmere sine bofæller, så alle kom ud af bygningen i tide.

- Værelserne er ubeboelige nu, og Ærø Kommune hjælper med genhusning af beboerne, fortæller Erik Halkær.

Beboeren i det værelse, hvor den mystiske person blev opdaget, og hvor branden senere opstod, var ikke til stede. Ifølge Erik Halkær var han bortrejst for weekenden.

Det er nu op til politiets brandteknikere at opklare, hvad der er årsag til branden. Ifølge Erik Halkær kan der være flere muligheder.

- Det kan jo være alt fra en cigaret, der har ligget og glødet, til noget andet, som er blevet efterladt, siger han.

/ritzau/

Mystisk mand blev set på kollegium to timer inden brand, der raserede alle værelserne.

Offentliggjort Sidst opdateret