Mulig dansk agent kan være på vej til Danmark
Domstol har godkendt, at terrordømte Ahmed Samsam kan overføres til Danmark efter tre års fængsel i Spanien.
Den terrordømte mulige danske agent Ahmed Samsam kan efter tre år i fængsel i Spanien være på vej til Danmark.
Det skriver Berlingske.
Avisen skriver, at en domstol i Madrid onsdag har godkendt, at Samsam kan overføres hurtigst muligt til Danmark.
Ahmed Samsams advokat, Thomas Brædder, siger til Berlingske, at det er på tide, at Ahmed Samsam får lov at rejse til Danmark.
- Endelig sker der noget, og det er meget positivt. For han har intet at gøre i et spansk fængsel, lyder det.
Berlingske skriver dog også, at overførslen til Danmark kan blive besværlig. Danmark har nemlig ikke vedkendt sig, at Ahmed Samsam har været agent.
Desuden, skriver avisen, skal Ahmed Samsam indtil videre fortsætte sin afsoning, når han kommer til Danmark.
Det mener Thomas Brædder dog ikke er rimeligt, siger han til Berlingske.
Berlingske har tidligere på baggrund af anonyme kilder beskrevet, hvordan Ahmed Samsam skulle være blevet hvervet af den danske efterretningstjeneste som agent, og at Danmark skulle have betalt Samsams rejser til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat med henblik på spionage.
Siden 2017 har Ahmed Samsam været fængslet i Spanien. Hans dom lyder på otte års fængsel i alt.
Han har under retssagen forsvaret sig med, at han var udsendt agent for Danmark i Syrien og ikke havde et reelt ønske om at tilslutte sig Islamisk Stat.
Han klagede desuden i maj til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over retssagen.
Klagen kom, fordi Ahmed Samsam mener, at afgørende oplysninger er blevet tilbageholdt af de danske myndigheder. De kunne have ændret sagens gang, mente Samsam.
Thomas Brædder sagde i den forbindelse til Berlingske, at Spanien bærer hovedansvaret, men at Danmark også har en del af skylden.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie