Mulig sprængning efterforskes af politi i Karlslunde
Der er ikke meldinger om personskade i relation til mulig sprængning mandag i Karlslunde vest for København.
Anmeldelser fra lokalområdet har mandag fået politiet til at rykke ud i Karlslunde i forbindelse med en mulig sprængning.
Det fortæller vagtchef Boye Rasmussen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi undersøger, om der er tale om en form for sprængning. Men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen kort før klokken 18.00.
Der er således ikke oplysninger om, hvad anmeldelserne konkret er gået på. Det er også uvist, hvilke skader der muligvis er sket i forbindelse med den mulige eksplosion.
- Vi kan ikke sige noget om ødelæggelser. Men der er umiddelbart ingen personskade, lyder det fra vagtchefen.
Hvordan den mulige sprængning er sket, er ved at blive efterforsket.
Billeder fra et industrikvarter i Karlslunde viser, at betjente undersøger et hul i taget i en gul murstensbygning.
Tidligere mandag var betjente fra netop Midt- og Vestsjællands Politi talstærkt til stede i Kalundborg og omegn efter trusler mod et jobcenter. I truslerne blev blandt andet en håndgranat nævnt.
Vagtchef Boye Rasmussen har dog ikke oplysninger om, at de to episoder i Kalundborg og Karlslunde skulle have en relation til hinanden.
I København og på den københavnske Vestegn er der de seneste måneder sket en stribe eksplosioner. Det har rystet hovedstadsområdet og fået tre politikredse til at indføre visitationszoner.
Det drejer sig om Midt- og Vestsjællands Politi, Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi. Zonerne gælder en uge endnu.
Det er en verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet, der kobles sammen med de mange eksplosioner og sprængninger. For en uge siden gik det ud over en vandpibecafé på Amager.
Der er endnu ikke oplysninger om, hvorvidt den mulige sprængning i Karlslunde kan knyttes til bandekonflikten.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker