Mundhuggeri ender med sigtelse for vold

En 36-årig mand er sigtet for vold. Under et mundhuggeri trak han en kniv og stak en mand i ansigtet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er et rent tilfælde, at det ikke endte galt.

Det siger vicepolitikommissær Arne Holdensen, Nykøbing Falsters Politi, efter at en gruppe mennesker kom op at toppes med en 36-årig mand i Nykøbing Falster.

En gruppe mennesker kom gående forbi den 36-årige natten til fredag, da en kvinde fra gruppen angiveligt støder ind i ham. Det ender i et mundhuggeri mellem ham og en mand fra gruppen.

Pludselig trækker den 36-årige en kniv og stikker en af mændene i ansigtet, så han får skader i ansigtet og på næsen.

Overfaldet skete i Vandmøllestræde.

Den 36-årige smed efterfølgende kniven fra sig og løb. Han er senere anholdt og sigtet for vold.

Politiet afgør senere fredag, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

/ritzau/