Naboer og stærke låse skal hindre to ud af tre indbrud
Niveauet for indbrud er cirka tre gange så højt i Danmark som i Sverige, Norge og Tyskland. Foto: Lars Rievers/arkiv/Ritzau Scanpix
Lars Rievers/Ritzau Scanpix
Et nyt initiativ skal nedbringe antallet af indbrud i private hjem fra 29.000 til under 10.000 om året.
Borgerne skal være bedre til at beskytte deres hjem mod uønskede gæster ved at gøre vinduer og døre mere sikre mod indbrudsforsøg.
Der skal skrues op for nabohjælpen rundt om i villakvartererne.
Og så skal der sættes ekstra ind mod hæleri.
Det er nogle af de tiltag, der følger med en omfattende indsats mod indbrud, som TrygFonden, Realdania, Det Kriminalpræventive Råd og Bolius står bag.
Målet med indsatsen, der har fået titlen "Bo trygt!", er at nedbringe antallet af indbrud i private hjem, så det årlige antal indbrud om fem år er på en tredjedel af det nuværende niveau.
- Vi har rigtig mange indbrud i Danmark. Vi har tre gange så mange indbrud som vores nabolande. Indbrud er noget, der skaber utrolig stor utryghed, siger direktør for TrygFonden Gurli Martinussen.
Man ved ikke præcist, hvorfor der er mange flere indbrud i danske hjem end i Sverige, Norge og Tyskland. Men TrygFonden mener, det hænger sammen med, at danskerne ikke er gode nok til at beskytte deres hjem.
- Det, man selv kan gøre, handler om at sikre ens hus ved at få låse og vinduer sikret, så det tager længere tid for en tyv at bryde ind.
- Og så vil vi gerne booste nabohjælp, fordi man ved, det virker. Det kan forebygge op mod en femtedel af indbruddene. Det er aktiv nabohjælp, hvor man hjælper hinanden med at holde øje, siger Gurli Martinussen.
TrygFonden og Realdania har til sammen i første omgang skudt 100 millioner kroner i projektet.
Det årlige antal indbrud i Danmark er på omkring 29.000. Det er målsætningen, at det inden for fem år kommer ned under 10.000 indbrud.
Ud over at eksisterende hjem skal sikres bedre, skal risikoen for indbrud også tænkes med, når nye huse bliver bygget og boligkvarterer bliver anlagt.
- Vi vil gerne 360 grader rundt om indbrud, så vi får nye normer i Danmark. Derfor vil vi også se på hæleri og resocialisering, siger Gurli Martinussen.
I de seneste 30 år har antallet af indbrud i private hjem ligget stabilt med omkring 30.000-35.000 indbrud årligt. Dog toppede det i 2009 med over 48.000.
Ferieperioder og vintermånederne er højsæson for indbrudstyvene.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker