Naboer ringede efter politiet: 31-årig skubbede ung kvinde ned ad trappe

Naboer ringede søndag eftermiddag til politiet, efter hvad der lød som husspektakler. Foto: Rigspolitiet

Manden fremstilles mandag i et grundlovsforhør i retten i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 31-årig mand fra Falster fremstilles mandag i grundlovsforhør i retten i Nykøbing. Han er sigtet for vold mod en 19-årig kvinde.

Den 31-årige blev anholdt søndag klokken 17.28, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse om det, der i første omgang lød på husspektakler.

Det viste sig imidlertid, at de to implicerede havde været oppe at skændes i en lejlighed i Nykøbing, og at den 31-årige i den forbindelse havde skubbet kvinden ned af trappen, så hun fik nogle hudafskrabninger.

Kvinden blev kørt til et tjek på sygehuset i Nykøbing, og kort efter blev den 31-årige anholdt på en adresse på Nordfalster. Den anholdte er sigtet for kvalificeret vold.